Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Nye i stiftsrådet: "Vi kan lære meget af hinandens erfaringer"

Et nyvalgt stiftsråd er klar til at tage fat på arbejdet. Vi har talt med nogle af de nyvalgte medlemmer.

Tekst og foto: Kåre Gade

Torsdag den 16. november holdt det nyvalgte Helsingør Stiftsråd konstituerende møde i stiftets lokaler på Sankt Mariæ Kloster i Helsingør.  

Biskop Lise-Lotte Rebel bød velkommen til 'unge, friske kræfter' og fortalte kort om bygningens historie – fra kloster over hestestald, tysk kirke, enkeforsorgshjem og PET-kontor frem til 1990’erne, da kirkeminister Torben Rechendorff købte lokalerne til Kirkeministeriet for én krone.

Ved konstitueringen blev Søren Ødum Nielsen genvalgt som formand, Verner Bech fortsætter som næstformand, og Hans-Henrik Nielsen fortsætter i budgetsamrådet.

Veteran blandt de nyvalgte

Blandt de nye, læge medlemmer af stiftsrådet er Mogens Kühn Pedersen. Det er ellers ikke, fordi han ikke har nok at se til i forvejen: Ved siden af sit professorat på CBS har han siddet i menighedsrådet i Bagsværd siden 1988, hvor han har været kontaktperson siden 1994 og formand siden 1996.

"Og så er jeg forresten også medlem af provstiudvalget," siger han – og kan ikke helt huske, om det er 12 år.

Noget af en mundfuld, men Mogens Kühn Pedersen føler ikke, at det er uoverskueligt.

"Opskriften er, at man har medarbejdere, som tager ansvar for deres opgaver, og som kommunikerer, så snart der et problem, så man kan løse det med det samme. Så behøver jeg ikke blande mig i arbejdet i dagligdagen."

Derfor var han ikke sen til at stille op til stiftsrådet, da det afgående medlem, Tove Buch, opfordrede ham. 

"Hun understregede, at økonomisk indsigt var et plus, for stiftsrådet forvalter mange penge. Det var et incitament for mig."

Søren Ødum Nielsen, formand

Søren Ødum Nielsen blev genvalgt som formand. 

Teologi er også for de læge

På det konstituerende møde blev Mogens Kühn Pedersen medlem af udvalget for efteruddannelse. Tidligere har det udelukkende handlet om præsternes efteruddannelse, og der har derfor kun siddet teologer i udvalget. 

Teologisk Salon, som har både teologer og lægfolk som målgruppe, hører imidlertid også under udvalget, og Mogens Kühn ser gerne, at der fremover bliver endnu flere teologiske efteruddannelsestilbud til stiftets læge ansatte.

"Jeg synes, det kunne være spændende med nogle miksede forløb engang imellem, på tværs af faggrupperne. Vi har ikke den samme viden, men det er kun en fordel, at vi kan dele hinandens erfaringer."

Flere fælles initiativer

Kim Fischer Nielsen, sognepræst i Vallensbæk, er en af to nye præster i stiftsrådet.

"Helsingør Stift har lige så stille forandret sig i retning af flere initiativer på tværs af sognene. Det gælder arbejdsmiljøudvalget, som jeg selv deltager i. Og det gælder medieudvalgets arbejde, som er blevet meget mere synligt. Den udvikling vil jeg gerne støtte op om og bidrage til med de ting, jeg kan," siger han.

"Jeg tror, at stiftsrådet også kan bruges til at udvikle andre områder. Men det er vigtigt, at initiativerne vokser ud af et reelt behov, så der er grobund for dem."

Han glæder sig over at de tre præster i stiftsrådet kommer fra tre geografisk spredte sogne.

"Selv om Helsingør Stift er stort og sammensat, tror jeg, at vi kan få meget mere gavn af hinandens erfaringer," siger Kim Fischer Nielsen.

Stiftsrådets sammensætning for perioden 1. november 2017 - 31. oktober 2021


Stiftsrådet består af biskoppen og domprovsten, der er fødte medlemmer, 1 valgt repræsentant for stiftets provster, 3 valgte repræsentanter for stiftets præster samt 1 valgt menighedsrepræsentant fra hvert provsti.


Efter valget får Stiftsrådet følgende medlemmer:


Biskop Lise-Lotte Rebel

Domprovst Steffen Ravn Jørgensen

Provst Grete Bøje

Sognepræst Per Melhof

Sognepræst Cecilia Lotko Pontoppidan

Sognepræst Kim Eluf Fischer Nielsen

Hans-Henrik Nielsen, Ballerup-Furesø provsti

Michael Georg Clan, Fredensborg provsti

Birthe Larsen, Frederikssund provsti

Bent Peetz, Frederiksværk provsti

Jens Bache, Gentofte provsti

Mogens Kühn Pedersen, Gladsaxe-Herlev provsti

Benny Strømberg Klitbo, Glostrup provsti

Otto Rühl, Helsingør domprovsti

Verner Bech, Hillerød provsti

Ralf Amstrup, Høje Taastrup provsti

Søren Ødum Nielsen, Kongens Lyngby provsti

John Theil Münster, Rudersdal provsti

Tove Wissing Bahne, Rødovre-Hvidovre provsti